5 kommentarer
 
 
 
 
 

10. februar 2010

Elendigt SAS-regnskab. Men markedsføringen virker

Af: Finn Graversen
SAS opretholder kun sin markedsføring, fordi marketingdirektør, Christian Linnelyst kan påvise en positiv effekt af investeringerne.

Erhvervspressen er i dag fyldt med historier om et overraskende dårligt SAS-resultat med et omsætningsfald på 15 pct. og et underskud på 3,5 mia. kr.

Men hvor stiller det så SAS's anerkendte reklame-kampagne?

"Den virker og den skal vi selvfølgelig holde fast i", lyder budskabet fra SAS Danmarks marketingdirektør, Christian Linnelyst. På den anden side - vil en marketingdirektør ikke altid svare sådan?

"Jo, men nu er det altså mig, du spørger", siger Christian Linnelyst men tilføjer så:

"Vi kan dokumentere, at vi har en positiv ROI - og så længe vi sørger for at dokumentere, at markedsføringen virker, kan vi få lov til at opretholde kampagnerne".

Han siger videre, at markedsføringen kun spiller en mindre rolle i forhold til den økonomiske udvikling.

"SAS er oppe mod nogle meget stærke markedskræfter, og nogle store forandringer, der har bragt hele branchen i krise. Vi kan se, hvor mange billetter vi sælger som følge af markedsføringen, men vi må også konstatere, at markedsføringen kun spiller en mindre rolle i forhold til de kræfter, der er i spil", siger Christian Linnelyst.

Samtidig påpeger han, at man ved siden af at få solgt nogle billetter, får gjort noget godt for brandet.

"Vi er oppe mod en masse dårlig pr, men vi tror, at vi med kampagnerne kan trække lidt den modsatte vej, og vi kan se i den seneste image-måling fra Berlingskes Nyhedsmagasin, at SAS går frem, mens Norwegian går tilbage. Der er ikke andet at gøre end at klø på og fortsætte det gode, vi har i gang", siger Christian Linnelyst.

Det er Wibroe, Duckert & Partners, der står bag reklamekampagnen, mens SAS samarbejder med Relationshuset Gekko på dialog-markedsføring.

Kommentarer

Christian Anders Jørgensen, 11. februar 2010 12:49
Der er få virksomheder, som i samme grad som SAS, er så fokuseret på en positiv ROI på alle aktiviteter - og jeg mener virkelig alle.

Godt arbejde SAS Marketing

Finn T, 11. februar 2010 12:08
Stay on track, Christian - 'seeing is believing' gælder også i Stockholm ;-)

Claus Mossbeck, 10. februar 2010 22:46
Ved det kræver stærke håndgribelige argumenter at overtale HQ i Sverige, godt gået af hele marketingafdelingen i SAS Danmark!

robert, 10. februar 2010 18:32
Jeg gad godt nærstudere den ROI beregning. Casen i AEA bogen er fuld af huller - og beskrevet for en meget smal del af målgruppen. Vi refererer alle til de smukke film, lavet af Partners, men måske er det de små taktiske tiltag lavet af CPB Europe, der virker?

Jens J, 10. februar 2010 16:55
Godt at høre SAS marketing - bare klø på - det holder højt niveau - go vind



Skriv en kommentar

Seneste nyheder

Få din daglige brief bragt direkte til din mailbox

Arrangementer