5 kommentarer
 
 
 
 
 

27. august 2010

5 bureauer i dyst om Wonderful Copenhagen

Af: Peter Engholm
Der skal skabes et nyt site for Region Hovedstadens turistorganisation. 13 bureauer har lagt billet ind, og 5 er valgt ud til finalen.

Visitcopenhagen.com er Region Hovedstadens ansigt ud til turister på nettet - et ansigt, der skal have et gevaldigt løft. Wonderful Copenhagen har udbudt arbejdet i en konkurrence, der har tiltrukket 13 bureauer.

"For en destinationsvirksomhed som os er websitet utroligt vigtigt. Det er her, at turisterne orienterer sig, bliver inspireret - og planlægger. Vi skal have en 3.0 eller 4.0 løsning, der gør os parate til den multi-digitale fremtid, herunder at skabe integration til de mobile medier," siger Ole Andersen, salg- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen.

Blandt de 13 bureauer, der sendte materiale ind og gav deres syn på opgaven, har Wonderful Copenhagen grovsorteret - en opgave, der ifølge Ole Andersen ikke var let.

"Skitserne fra de 13 digitale bureauer giver indtryk af et rigtigt højt niveau - også i forhold til tilsvarende sites fra udlandet, som vi naturligvis benchmarker os op imod. Det har gjort det vanskeligt at skulle udvælge de fem bureauer, der for tiden er inde og præsentere deres oplæg," siger Ole Andersen, der ikke ønsker at oplyse hvilke bureauer, der er kommet i finalen.

Han forventer en afgørelse på bureaukonkurrencen inden for kort tid. Det nye site skal helst være klar til test inden årsskiftet.

"Vi skal teste og implementere det i de mørke måneder - dér er der typisk mindre trafik på sitet - og så skal det være klar til brug senest 1. april," siger Ole Andersen.

Det kommende site kan ses i forlængelse af en opsang, som Martin Roll - den danske brandrådgiver med base i Singapore - igår i Berlingske gav bl.a. regeringen. Byen fremstår i dag som Danmarks vigtigste ansigt over for den globale verden inden for turisme, erhverv og tiltrækningen af talent.

"Bruttolisten over, hvad København rent fatisk står for, er både imponerende og nærmest endeløs. Men det er vigtigt ikke at glemme at få kommunikeret både effektivt og gennem diverse kanaler, at København har alle disse ting at byde på - og mere til de kommende år. (...) Regeringen bærer et stort ansvar for at sikre Københavns fortsat høje placering på den globale scene. Der er ikke råd til at lade være," lyder det fra Martin Roll.

Kommentarer

Sorenkenner, 27. august 2010 20:53
Men de er jo nogle løjsere. De har lige haft en bureau konkurrence. De var totalt ucheckede. Endte med at lave en RINGE løsning og nu står de der så igen. Spild af tid og penge!

Bubbr, 27. august 2010 16:08
Lad os gætte buereauer:

1508
Bysted
Creuna
Dis/Play
...
Andre bud?

Mikkel Steen Andersen, 27. august 2010 12:58
Jeg synes også det kunne være interessant at få Ole Andersens definition af 3.0 og 4.0 løsninger. Det fleste har svært nok ved at forklare indholdet af en "Web 2.0" løsning...

Suk.

Peter Engholm, 27. august 2010 12:22
Nej, det ønskede WoCo ikke at svare på. Jeg stillede naturligvis spørgsmålet - og indføjer dette i teksten.

Søren J, 27. august 2010 12:18
Nå, men gad man så fortælle hvilke bureauer det er???



Skriv en kommentar

Seneste nyheder

Få din daglige brief bragt direkte til din mailbox