1 kommentarer
 
 
 
 
 

12. januar 2009

Flere medejere på vej i Danmarks 3. største bureau

Af: Finn Graversen
En af Danmarks mest kreative er på vej ind i partnerkredsen hos Recommended, der er parat til at satse på endnu flere partnere.

Tilbud om medejerskab er et middel til at udvikle et bureaus kompetencer og differentiere sig i forhold til de internationale bureauer.

Således ser man i hvert fald på det hos Danmarks 3. største reklamebureau.

Konkret er en ny partner på vej efter at have været under indslusning i en periode. Hos Recommended finder man det vigtigt, at begge parter ser hinanden an, før den endelige beslutning træffes, og derfor opereres der med en indslusningsperiode.
Senest indslusede er Ulrik Feldskov Juul:

"Han var for ca. et år siden med til at flytte OK Benzin fra os til Uncle - hvorefter vi så hentede ham fra Uncle til os. Ulrik optræder på 9. pladsen på Creative Circle's liste over Danmarks mest kreative, og har været med til at skabe mange af Uncles gode kampagner", fortæller adm. dir. Jørgen Blauert.

Der er lige nu ni partnere - heriblandt de to hovedaktionærer, Lars Hagh og Jørgen Jønsson. De har dog nået en alder, hvor de forventes at trække sig inden for den nærmeste fremtid.

Samtidig er Recommended klar til at optage endnu flere partnere. Jørgen Blauert forestiller sig, at bureauet kan komme til at have 10-15 partnere.

"Vi ser det som et middel til at styrke vores rekrutteringsmuligheder og til at udvikle bureauets kompetencer. Det er vores vurdering, at partnerskab er attraktivt for branchens gode hoveder. På den måde kan de selv være med til at udvikle forretningen og få andel i de værdier, de skaber - og derved kan vi differentiere os i forhold til de internationale bureauer. I et partnerdrevet bureau kommer der ikke dekreter om ansættelsesstop fra udlandet, og vi skal ikke spørge om lov til at købe en kuglepen", siger Jørgen Blauert.

Han tilføjer, at udvidelsen af partnerkredsen ikke skal effektueres her og nu men blot vil ske i takt med, at man spotter egnede kandidater. Det behøver ikke være rekruttering udefra men kan også være folk, der er vokset op i bureauet. Desuden behøver kandidaterne ikke have egentlig ledelses-kompetencer - medejerskab kan bygge på andre kompetencer, som kan være med til at udvikle bureauet. Således er en stærk strateg et emne på ønskelisten over nye partnere.

Han vil ikke udtale sig om størrelsen på medejerskaber, men han erkender, at der selvfølgelig skal være tale om en attraktiv andel, hvis det skal virke efter hensigten.

Der er dog et forhold mere, der har betydning - nemlig oplevelsen af indflydelse på beslutninger.

Her foregår det meget uformelt i Recommended.

"Vi er et hus, hvor vi taler meget. Kortene holdes ikke tæt til kroppen, vi taler og diskuterer på kryds og tværs. På den måde former beslutningerne sig, og vi har faktisk aldrig været gennem en afstemning i partnerkredsen", siger Jørgen Blauert.

Han vil ikke afvise, at det kan være en udfordring at bureauet er placeret i Århus frem for København, det er dog et problem, man først og fremmest oplever blandt de unge.

"Vi ser det som en opgave at tage unge folk ind og søge at udvikle dem, og vi ved godt, at vi risikerer kun at have dem i en begrænset periode, fordi de gerne vil til København. Til gengæld er der andre, der gerne vil til Århus, når de så har familie og børn", siger Jørgen Blauert.

Nuværende partnere i Recommended

  • Jørgen Jönsson - Bestyrelsesformand
  • Jørgen Blauert - Administrerende direktør
  • Lars Hagh - direktør
  • Mogens Elhauge - Kreative direktør, Interactive
  • Albert Funder - Seniorkonsulent
  • Allan Bartram - Kontaktdirektør
  • Carsten Skakkebæk - Kommerciel direktør
  • Per Forum - Koncept & tekst
  • Morten Melbye - Administrerende direktør i DXP - søsterselskab til Recommended.

Kommentarer



Skriv en kommentar

Seneste nyheder

Få din daglige brief bragt direkte til din mailbox